Løvfældende rhododendron. Azalea findes blomstrende fra april til august, og adskillige findes med duftende blomster. Samtidig er de rhododendrongruppens bedste repræsentanter mht. stabile gule og orange farvede blomster. Langt de fleste azalea, som markedsføres i Danmark, er særdeles hårdføre, eftersom de ikke har noget løv, som kan udtørre i det tidlige forår når jorden endnu er frosset mens marts/april-solen varmer godt. En del af gruppen er mere fugt-tålende end de stedsegrønne typer, da en del azalea vildarter står i fugtige område i naturen. Som løvfældende buske får langt de fleste farvet efterårsløv, nogle rigtig knaldrødt. En del af de storbladede typer en modtagelige for meldug sidst på sommeren, men tilsyneladende er det ikke kritisk i forhold til blomstring året efter. Min egen Daviesii har haft det næsten hvert år i 20 år og står flot hver forår alligevel 1,5 x 1,5 m og fuld af duftende blomster.